top of page

Transdiagnostiske mekanismer ved angst

  • Forfatters billede: Frederik Schmidt
    Frederik Schmidt
  • 1. okt.
  • 2 min læsning

Der findes mange forskellige angstdiagnoser og deres indhold spænder bredt. Det kan være alt fra helbredsangst hvor man frygter at lide af farlige sygdomme, til præstationsangst hvor angsten kan være ganske afgrænset til helt specifikke situationer. Begge eksempler på angstlidelser, men hvor fokus for angsten er altså helt forskelligt. Man kan sige at selve indholdet af angsten varierer.


ree

Samtidig er der meget der går igen på tværs af angstdiagnoser:

  • Fysiske symptomer som uro, spændte muskler, påvirket vejrtrækning, at svede mv.

  • Negative tankemønstre hvor man har tendens til at forestille sig det værst tænkelige (”det er helt sikkert en dødelig sygdom” eller ”jeg kommer til at gå i sort til det oplæg”).

  • Vanskelige følelser som fx tristhed, frygt, skam og frustration mv.

  • Adfærdsmønstre med undgåelse, sikkerhedsadfærd og tjekke-adfærd.

Man kan altså sige, at fokus for angstlidelserne varierer, men hvordan det føles at have angst har mange ligheder. Samtidig ved vi, at mange der døjer med angst, reelt opfylder kriterierne til flere angstdiagnoser samtidigt. Der er altså overlap ikke bare i hvordan angsten er, men også ift. at have flere diagnoser.


Derfor er der aktuelt flere forskere, og behandlere, der peger på at man i behandlingen skal se transdiagnostisk på angsten. Det betyder at behandlingen ikke må blive for opslugt af den specifikke angsttype, men snarere på de processer der går igen på tværs af angstdiagnoserne.

Et interessant bud på disse tværgående elementer kan findes i Juliana D. C. Figueiredo’s doktorafhandling fra 2025. I afhandlingen gennemgås meta-analyse af eksisterende forskning og laves ny forskning med sundhedsfaglige. Juliana kommer frem til tre transdiagnostiske processer der synes at være væsentlige ved angstlidelser:

  • Dårlig psykologisk fleksibilitet.

  • Intolerance overfor usikkerhed.

  • Dødsangst.

Disse tre forhold vil være til stede i forskellig grad når man døjer med angst. Det er så tesen, at fokuserer man behandlingen på disse, kan der opnås resultater på tværs af angstdiagnoser. Det vil netop være nyttigt hvis man, som de fleste der døjer med angst gør, lider af flere typer angst samtidigt.


Du kan læse mere om dødsangst på denne side. Jeg vil i følgende blogindlæg uddybe begreberne psykologisk fleksibilitet og intolerance overfor usikkerhed, samt hvordan en sådan transdiagnostisk behandling kan se ud.

 
 
 

Kommentarer


Indlæg: Blog2_Post
bottom of page