EKSPONERING

Eksponering er et centralt redskab i kognitiv adfærdsterapi, som bruges til at hjælpe med at overvinde angst. Eksponering indebærer at man gradvist udsætter sig selv for de situationer, tanker eller følelser, der normalt udløser angst. Formålet med eksponering er at hjælpe dig med at lære at tolerere og håndtere disse udløsere uden at reagere negativt eller undgå dem.
Eksponering kan udføres på forskellige måder. For eksempel kan en person med socialangst gradvist udsætte sig for sociale situationer, som de normalt ville undgå, såsom at deltage i sociale arrangementer eller tale offentligt. En person med tvangstanker kan gradvist udsætte sig for de tanker, der normalt udløser deres tvangshandlinger, uden at udføre tvangshandlingerne.
Eksponering kan være ubehagelig og udfordrende, men det er også en effektiv måde at lære at håndtere angst og andre negative følelser på. Faktisk kan man sige, at det ubehag man mærker i forbindelse med eksponering, er et tegn på at man har udfordret sin comfortzone. Igennem eksponering lærer man gradvist at tolerere de ting, der normalt udløser angst eller andre negative reaktioner. Man opdager, at disse ting ikke er så farlige eller skræmmende som man tidligere antog. Det er med andre ord træning i at genvinde sin frihed tilbage fra angsten.
Det er vigtigt at huske, at eksponering kun er en del af en større behandlingsindsats i kognitiv adfærdsterapi. Før eksponeringstræningen starter, vil vi have arbejdet med din forståelse af hvad angst er, identificeret dine angstmønstre og klædt dig på til at håndtere den ængstelighed du vil opleve i forbindelse med eksponeringen. Sammen vil vi lave en plan for hvordan du gradvist kan udsætte dig for de udfordrende situationer. Derigennem vil du opleve, at eksponeringen er struktureret og at du kan være tryg i din træning.
Hvis du lider af angst eller stress, og er interesseret i at lære mere om eksponering og kognitiv adfærdsterapi, så send en besked eller ring og hør nærmere.