top of page

HELBREDSANGST

Helbredsangst, også kendt som sygdomsangst og tidligere hypokondri, er en form for angst, der handler om en overdreven bekymring for fysiske symptomer og frygt for at have en alvorlig sygdom. Det kan være en meget invaliderende angstlidelse, og kan føre til gentagne besøg hos lægen eller på hospitalet, hvilket kan skabe yderligere stress og angst.

På denne side kan du læse mere om helbredsangst og om hvordan den kan behandles med kognitiv adfærdsterapi. Hos Klinik for Angsts psykologklinik i Esbjerg kan du få en effektiv og specialiseret behandling af helbredsangst.

Helbredsangst og sundhed

Hvad er helbredsangst

Frygten for at fejle alvorlige sygdomme, er en frygt som alle mennesker i løbet af deres liv mærker. Ønsket om at være sund og rask, at fortsat være i live, er en central og almindelig del af det at være menneske. Mærker man pludselige fysiske symptomer, så vil alle forsøge at vurdere om det er noget farligt eller ej. Det er dog svært, især ved nye symptomer, at føle sig helt sikker på hvad der er på spil. Der er det naturligt at kunne komme til at forestille sig det værst mulige. At forestille sig at man har kræft, en hjernelidelse eller måske et hjertesvigt på vej. For de fleste passerer sådanne tanker dog, eller kommer i det mindste kun sjældent. Lider man af helbredsangst er historien dog en anden.

Har man helbredsangst kan tanker om mulig sygdom sætte sig fast. Det kan føles umuligt at slippe frygten for at man fx går med en uopdaget kræftlidelse. Det kan optage ens tankevirksomhed og gøre det umuligt at slappe af. Det er altså omfanget af tankerne, hvor forstyrrende de er og hvor hyppigt de fylder, som afgør om der er tale om helbredsangst. Bekymringerne om helbredet kan blive så omfattende og forstyrrende at man ikke kan vedligeholde sin dagligdag.

En særligt stor udfordring man kan have ved helbredsangst er en omfattende, og angst-vedligeholdende, tjekke-adfærd. Tjekke-adfærd er hvor man undersøger igen og igen om alt er som det skal være. Ved helbredsangst kan det fx være at man mærker på sine lymfekirtler for at tjekke om de er hævede. Mange med helbredsangst beskriver også at undersøge om deres krop er symmetrisk, om modermærker har ændret sig, om deres vægt ændrer sig, om deres syn fungerer som det plejer mv. En sådan undersøgelse af sig selv bliver et problem, da det fastholder os i en jagt efter at overbevise sig om at man er rask. Det virker nemlig kun sjældent, eller kun kort, hvilket forstærker desperationen efter at få frygten væk. Man kan faktisk komme dertil, at man undgår at høre om sygdom eller for den sags skyld at mærke sin egen krop, af frygt for at få helbredsangsten trigget. Det er det man kender som angst for angsten.

Behandling af helbredsangst med kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi er en evidensbaseret terapiform, der har vist sig særlig effektiv til behandling af helbredsangst. I terapien arbejder man bl.a. med at ændre negative tanker og bekymringer om kroppen og sundhed.

Et forløb vil altid starte med en grundig gennemgang af hvordan helbredsangsten ser ud for dig. Det er vigtigt for at se sammenhængen mellem de tanker, følelser, kropslige fornemmelse og den adfærd du har. Herigennem bliver du klædt på til at identificere hvornår det er angsten der taler, så du kan arbejde med at bryde dens styring af dig. Vi vil løbende gennemgå værktøjer til at håndtere angsten når den viser sig, så du kan få en fornemmelse af kontrol tilbage.

Et vigtigt element i behandlingen af helbredsangst er at gradvist udsætte sig for de situationer eller stimuli, der normalt kan forårsage angst (læs mere om eksponering). Det kunne være at læse om sygdomme, dyrke motion, spise særlige madvarer eller lignende. Herigennem vil du gradvist opleve at udfordringer bliver lettere, da du opbygge tilliden til dig selv og til dit helbred. 

 

Helbredsangst en udbredt angstlidelse, som kan være invaliderende for dem, der lider af det. Der findes effektive behandlingsmuligheder, og du kan få specialiseret hjælp af en psykolog hos Klinik for Angst i Esbjerg.

Bøger
bottom of page