top of page
Søg
  • Forfatters billedeFrederik Schmidt

Dødsangst og at forlig sig med døden

At have bekymringer omkring døden, og vanskeligheder med at forholde sig til døden er et normalt menneskeligt fænomen. Sigmund Freud mente endda at døden er så vanskelig at forholde sig til, at mennesker reelt ikke kan, at vi ikke kan acceptere vores egen dødelighed. Man behøver da heller ikke grave dybt i skønlitteraturen og filosofiske tekster, for at se hvor svær en størrelse døden kan være. Det kunne være alt fra børnebøger som fx Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” til nobelpris-vindende Albert Camus’ ”Den fremmede”.


Dødsangst

For nogle bliver bekymringer og tanker om døden dog til decideret angst. Dødsangst er ikke en officiel diagnose i sig selv, men fremkommer som centralt element i en række angstlidelser såsom; helbredsangst, generaliseret angst og panikangst. Dødsangst kan også stå alene, hvor tanker og følelser kredser om døden. En sådan angst kan tage flere former:

  • Angst for at lide en for tidlig død.

  • Angst for andres død.

  • Angst for efterlivet og/eller intetheden efter døden.

  • Angst for at døden gør livet meningsløst.

I psykologien beskrives angsten for døden bl.a. ud fra Ernest Beck tanker om Terror management. Her beskrives hvordan menneskets instinkt for selvbevarelse kommer i konflikt med en erkendelse af dødens uundgåelighed. Det skaber en følelse af ”terror”/rædsel i os, som vi søger at håndtere. Det er når vi ikke kan håndtere denne rædsel, at vi kan udvikle deciderede angstsymptomer.

Angstsymptomerne ved dødsangst er på mange måder lignende dem ved andre angstformer:

  • Fysiske symptomer i form af hjertebanken, indre uro, rysten, forstyrret vejrtrækning mv.

  • Katastrofetanker omkring døden, egen evne til at håndtere døden og tanker om at ikke kunne klare at tænke på døden.

  • Følelsesmæssige symptomer omfattende: Frygt, nervøsitet, skam, panik, flovhed mv.

  • Adfærdsmæssige ændringer især i form af undgåelse af alt der har med døden at gøre.

Ofte vil man ved dødsangst opleve at angsten for døden gradvist fylder mere og mere. Man begynder måske at undgå flere situationer. At få mindre overskud i hverdagen fordi ens tanker konstant kredser om døden, og for mange især kredser om at undgå at komme til at tænke på døden. Dødsangsten kan herigennem blive en yderst invaliderende angstproblematik, da man konstant kan få sin angst provokeret, og ikke som ved andre angstlidelser kan sikre sig mod at angsten kommer.


Kognitiv adfærdsterapi som behandling af dødsangst

Det er vigtigt at starte med at understrege: Dødsangst kan godt behandles, og man kan godt få det bedre igen. Selvom det under dødsangst føles umuligt at kunne håndtere tanker om døden, så kan det godt lade sig gøre og angsten kan gå væk.


En kognitiv behandling af dødsangst vil typisk starte med en gennemgang af hvad angst egentlig er for en størrelse. Dette kaldes også for psykoedukation, og klæder dig på til at forstå hvad der sker når man mærker angst. Derefter vil man se mere i detaljer på hvordan angsten viser sig for dig, hvad der udløser den og hvordan du håndterer den.

Den kognitive behandling vil herefter fortsætte i to parallelle spor:

  • Eksponering

  • Arbejde med tanker om døden

Dødsangst vil som nævnt typisk indeholde omfattende undgåelsesadfærd, hvilket man i terapien gradvist vil træne at bryde. Det kunne fx være at man at undgår at være alene, eller at man aldrig ser sine ældre slægtninge da de minder en om døden. Her vil man i terapien lægge en plan for, hvordan du gradvist kan nærme dig disse situationer igen, og hvordan du kan håndtere den angst der kommer i den forbindelse. Jo mere man træner eksponeringen, jo mere vil man også opleve at angsten begynder at gå væk. Det er nemlig selve undgåelsen af angsten der vedligeholder den.


Udover eksponeringen vil man i kognitiv terapi også arbejde med ens tanker om døden og dødsangst. Måske man har en forestilling om at det er farligt at tænke på døden, eller at man ikke kan klare at tænke på det. Fokus kan også være på selve indholdet i tankerne om døden fx om efterlivet og tiden efter døden. Terapien kan her være et sikkert sted at starte med at få snakket om tingene. I kognitiv terapi vil man fokusere på at træne dig i, hvordan du kan tænke mere nuanceret om døden, dødsangst og dig selv. Derigennem lærer du gradvist hvordan du kan håndtere døden og tanker om døden.

71 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
Indlæg: Blog2_Post
bottom of page