PRÆSTATIONSANGST
Det er normalt at blive nervøs når man skal levere, når det er nu det gælder, og man gerne vil lykkes! For eksempel bliver langt de fleste (70-80 %) ængstelige hvis de skal holde en tale foran en forsamling, og en stor andel vil undgå at gøre det. At man ikke kan holde tale til en familiefest kan være til at leve med, men i livet vil der være mange situationer hvor man skal levere. Det kunne fx være:
-
Eksamener
-
At holde oplæg
-
At tale i grupper
-
Levere ved sportskonkurrencer
-
Præstere ved seksuelt samvær
Oplever du intens ængstelighed i forbindelse med at du skal præstere, oplever du at det hæmmer og generer dig? Så kan det være at du lider af præstationsangst.
Kognitiv adfærdsterapi ved en psykolog er en effektiv og veldokumenteret behandling af præstationsangst. På denne side kan du læse mere om præstationsangst og hvordan den behandles.
Tag kontakt i dag og hør nærmere om behandlingen kunne være noget for dig.

Beskrivelse af præstationsangst
Angsten for at ikke kunne præstere kan som nævnt vise sig i mange forskellige sammenhæng. Der er dog en række elementer som altid går igen.
præstationsangsten begynder inden selve den præstationskrævende situation finder sted. Frygten for at fejle fylder i ens tanker, man kan få forestillinger om hvor skidt det vil gå, om konsekvenserne af det mv. Det varierer hvornår sådanne tanker begynder, for nogen er det dage inden, for andre kan det være flere måneder. Det kan være yderst forstyrrende og pinefuldt at have sådan forventningsangst, og mange beskriver at det i væsentlig grad sænker deres livskvalitet.
Forventningsangsten og den angst man mærker til selve præstationen minder om hinanden. Vi er som mennesker i stand til at livligt forestille os situationer, og når vi gør det, så kan vi mærke det fysisk. Mange oplever således fysiske symptomer længe inden situationen, det kan være hjertebanken, kropslig uro, muskelspændinger, rastløshed, åndedrætsbesvær mv. Alle symptomer man også kan mærke i selve den angstprovokerende situation.
Et væsentlig element i præstationsangst er angst for angsten. Mange der lider af præstationsangst beskriver, at de frygter at blive angst i situationen og at det medfører at ”klappen går ned”/”gå i sort”. Det er oplevelsen af en negativt selvforstærkende cirkel der er på spil. Angsten føles som et kontroltab og man mister tilliden til sig selv. Samtidig kommer man til at rette fokus på sig selv, ”hvor nervøs er jeg”, ”kan andre se det”, ”bare det ikke bliver værre” er typiske tanker. Det fjerner fokus fra præstationen, hvilket kan medføre småfejl, som så gør en mere nervøs, og så forstærkes angsten yderligere.
Behandling af præstationsangst med kognitiv adfærdsterapi
Hos Klinik for Angst anvendes specialiseret kognitiv adfærdsterapi til behandlingen af præstationsangst. Det er en effektiv terapiform som har til hensigt at hjælpe dig til at forstå præstationsangsten, give dig værktøjer til at arbejde med angsten og støtte dig i din træning med at bryde angstens begrænsning.
Ethvert behandlingsforløb af præstationsangst tager udgangspunkt i psykoedukation. Her lærer du at forstå hvordan angst fungerer, hvorfor vi mærker uro når vi skal præstere og hvordan det kan være at man kommer til at tænke så negativt i forvejen. Det er vigtigt at have den forståelse på plads, for den uro du mærker er slet ikke så underlig, selvom den føles sådan.
Derfra vil vi samtidigt arbejde med en række områder:
-
Vi vil arbejde med din tilgang til, og håndtering af, den uro du mærker i tiden inden den angstprovokerende situation. Her vil fokus være på håndtering af de fysiske symptomer og at bryde den overforberedelse mange vil have.
-
Identifikation og forandring af dysfunktionelle tankemønstre. Det kunne fx være forestillinger om hvordan andre vil reagere når du holder oplæg og er nervøs. Døjer man med præstationsangst vil ens tænkning typisk være alt for negativ og sort/hvid, hvor virkeligheden er mere nuanceret.
-
Vi vil sammen opstille en træningsplan ift. hvordan du kan øve dig på de angstprovokerende situationer, og gradvist udfordre dig selv mere og mere.
Præstationsangst lader sig fint behandle, men det er vigtigt at gøre sig klart, at angsten ikke går væk ved at tale om den. Angsten skal snarere trænes væk. Det kan være en udfordrende proces, men samtidig også en der i sidste ende gør dig mere fri til at gøre hvad du vil.
