Søg
  • Frederik Schmidt

Angst er ikke noget at skamme sig over

For nogle år siden havde jeg som psykolog et samtaleforløb med en ung fyr. Han var studerende på en videregående uddannelse, havde fritidsjob og var aktiv og vellidt. Alt gik tilsyneladende godt, men han kom nu til mig da han snart skulle ud på en længere rejse. Problemet med det var, at han nu i 1½ år, og også tidligere, havde døjet med angst. Specifikt angst i de sammenhængende hvor han følte sig fastlåst, fx offentlig transport og sociale begivenheder hvor han ikke følte at han kunne forlade selskabet. Angsten viste sig bl.a. med koldsved, uro og kvalme. Igennem 1½ år havde han gjort alt hvad han kunne for at undgå sådanne situationer, men nu hvor han pga. sin uddannelse var tvunget til at rejse, gik det ikke længere. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke havde bedt om hjælp tidligere, hvortil han svarede: At han gerne vil klare tingene selv!




Vi har alle anlæg til at få angst, for det ligger i vores krop og hjerne igennem evolutionen. Det er nemlig en evolutionært nyttig ting, da angsten hjælper til at overleve livstruende situationer. Førhen sagde man, at man kunne have ”dårlige nerver”, tænk fx Maude fra ”Matador”. Der blev set lidt skævt til angst, og man kunne overbærende trække på smilebåndet og tænke at personen da lige skulle slappe lidt af. Man så altså angst som noget der lå i personens personlighed, og faktisk som en personlig svaghed. Sådan ses angst ikke længere. Angst er en psykisk tilstand, og ikke et personlighedstræk. Det er en psykisk lidelse man kan blive ramt af, og det siger ikke noget om hvilken person man ellers er.


Den unge fyr der startede i samtaleforløbet, indrømmede ret hurtigt til mig, at han skammede sig over sin angst. Han syntes det var flovt, og havde derfor svært ved at tale om det. Det havde taget ham et år, før han var klar til at dele det med sin kæreste. De fleste i hans omgangskreds vidste det stadig ikke. Når han oplevede angsten, kom han tit til at skælde sig selv ud, og sige til sig selv at han skulle tage sig sammen. Han var nemlig bange for, at hvis andre så angsten, så ville de synes at han var svag. Paradoksalt nok, var den måde at tænke og håndtere angsten på, med til at gøre det værre. Hans angsttanker kom nemlig til at kredse om, at andre ikke måtte se ham have angst, og dermed blev angsten i sig selv til noget farligt. Han blev så at sige angst for angsten.


Angst er en helt naturlig oplevelse, som vi alle kan blive ramt af fra tid til tid. Angst er altså ikke noget at skamme sig over. Faktisk er det sådan, at jo bedre vi bliver til at tale om angst og ikke gå og gemme med det, jo mindre angst vil vi se i samfundet. Så gør dig selv en tjeneste: Fortæl nogen om din angst, du har ikke noget at skamme dig over.

26 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle