top of page
Søg
  • Forfatters billedeFrederik Schmidt

Hvordan ser et angstbehandlingsforløb ud?

I det følgende vil jeg give et indledende overblik over de elementer der indgår i angstbehandlingsforløb hos mig. Løbende vil jeg lave mere dyberegående blogindlæg om de enkelte emner.


Formålet med behandling af angst og fastsættelse af mål

En række ønsker går igen ved mine klienter, når de starter et angstbehandlingsforløb hos mig. Det kunne være at:

  • Komme af med angsten

  • Kunne gøre de ting som angsten har forhindret dem i

  • Få kontrol over angsten

  • Ikke være angst for angsten

Alle disse ønsker er som sådan fine og opnåelige. Det er bare vigtigt at være opmærksom på to ting:

1. At man er nødt til at acceptere angst som en naturlig reaktion

2. Forskellen mellem delmål og slutmål


Det er nemlig sådan, at jo mere man kæmper imod angsten ved at undgå den eller prøver at få den væk, jo mere fylder den. Prøv fx at lade være med at tænke på noget (såsom en lyserød elefant!), det er svært ikke? Samtidig handler megen angstbehandling om at få sat nogle gode delmål, så man kan komme i gang med at træne angsten, og få succesoplevelser undervejs. Jeg oplever ofte klienter der hele tiden vurderer sig selv ud fra deres slutmål, og dermed altid synes at de fejler.


Undersøgelse af angsten og dens udtryk

Før man kan arbejde med sin angst, og forandre den til noget bedre, så er man nødt til at forstå den. Det lyder måske lidt underligt, for har man angst, så har man da om noget mærket til den. Der er dog forskel på at opleve noget, og så at forstå det. Derfor vil alle behandlingsforløb hos mig indeholde en grundig gennemgang af hvad angst egentlig er. Angst er nemlig en ret nyttig størrelse i det rigtige omfang, og rent evolutionært giver det bare rigtig god mening at vi mennesker kan få angst.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at rent fysisk er det rigtigt let for kroppen at få aktiveret angsten, men det tager tid før angsten kan falde igen. Derfor nytter det ikke noget at forvente, at kroppen falder til ro med det samme man tænker en realistisk tanke, kroppen skal lige nå at følge med.

Ligeledes er det afgørende at undersøge hvordan angsten ser ud for netop dig. Hvordan føles angsten i kroppen, er det fx hjertebanken der fylder eller snarere uro? Hvilke følelser er til stede med angsten, er det frygt, frustration, vrede eller noget fjerde? Hvad gør du typisk når angsten kommer? Hvilke tanker er sikre tegn på at angsten er til stede? Jo bedre man kender sine tegn på at angsten er til stede, jo bedre vil man blive til at se angsten udefra og handle anderledes.



Behandlende og forandrende tiltag

På baggrund af vores indledende arbejde med fastsættelse af mål, forståelse af angst og undersøgelse af din angst, vil vi begynde på de aktive forandrende tiltag i din behandling. Disse vil blive gennemgået i flere detaljer i senere indlæg, men her følger et kort overblik:

  • Træning af reaktioner på oplevet angst

Hvordan vi bedst kan håndtere og reagere på angst afhænger af hvor intensivt vi oplever angsten. Ved svær angst som fx ved et panikanfald, så har vi ikke megen overskud til at tænke klart. Der er det bedst at have nogle simple værktøjer til at styre opmærksomheden og få ro på. Ved moderat angst kan vi arbejde mere rationelt med angsten, og bl.a. øve os i at se angsten udefra. I kognitiv terapi vil du blive trænet i en række forskellige metoder til at håndtere angsten.

  • Nuancering af tanker

Når angsten er til stede, så vil man typisk komme til at tænke negative tanker, og endda katastrofetanker. I kognitiv terapi vil vi træne dig i at identificere disse tanker, og bearbejde dem i mere realistisk retning. Det kan fx være tanker om at du med sikkerhed vil dumpe den kommende eksamen, eller at du er overbevist om at den knude du har mærket er kræft.

  • Adfærdseksperimenter og eksponering

Et helt afgørende element i kognitiv adfærdsterapi er de handlemæssige udfordringer du skal igennem. Angst handler nemlig rigtig meget om, at man er begyndt at undgå visse situationer eller at være ekstra forsigtig i dem. I løbet af terapien vil vi sammen se på, hvordan du gradvist kan udfordre angsten og vinde din handlefrihed tilbage. Det kan være på en lang række områder, alt lige fra at kunne køre i bil til at holde oplæg på arbejde.

  • Selvbillede og leveregler

Har man døjet med angst i længere tid, så er der stor sandsynlighed for at det har påvirket ens selvbillede og måde man ser verden på. Måske man er begyndt at se sig selv, som en person der er sky, svag eller ligefrem uduelig. I et behandlingsforløb med kognitiv terapi, vil vi kigge på hvordan du ser dig selv, og hvordan du kan arbejde med at forandre det billede.

Tilbagefaldsforebyggelse

Alle kan få angst, og har man døjet med angst tidligere så kan man godt risikere at få det igen. Derfor er det vigtigt, at et behandlingsforløb inkluderer at du bliver trænet grundigt at forebygge at det sker. Det indebærer bl.a. at du bliver trænet i at:

  • Identificere tidlige tegn

  • Have klare strategier til hvad du kan gøre hvis angsten kommer

  • Skabe en hverdag hvor du trives godt

  • Klæde dine pårørende på til hvordan de hjælper dig bedst

Afrunding

Det er i store træk hvad du kan forvente i et angstbehandlingsforløb med kognitiv terapi. Der er som nævnt meget mere at sige til de enkelte punkter, men jeg håber at indlægget har givet i det mindste lidt overblik. Hvis du har spørgsmål, eller gerne vil høre mere, så giv endelig lyd på mail eller telefon.


- Frederik Schmidt

96 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


Commenting has been turned off.
Indlæg: Blog2_Post
bottom of page