Vi lærer fra barnsben, at tingene skal være retfærdige. Alle skal have deres del, alle skal behandles lige. Som vi bliver ældre forstår vi, at alle i princippet er lige for loven. Moralsk bør vi behandle andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Principper som går igen i de fleste, hvis ikke alle, religioner og samfund.
I Danmark siger vi ironisk, at ”moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt”, når nogen bliver lidt for smarte og favoriserer dem selv på andres bekostning. Det ligger i vores kultur, at der bliver set skævt på en sådan egennyttig dobbeltmoral. Adskillige socialpsykologiske eksperimenter bekræfter da også dette, hvor man ser at vi reagerer negativt på manglende reciprocitet når denne forventes. Favoriserer individet sig selv, så ser vi mere negativt på den person, og personen vil også risikere at blive straffet.
Anderledes forholder det sig, når denne dobbeltmoral bliver rettet mod os selv. I mit kliniske arbejde med angst, fortæller mine klienter gennemgående om skam og selvbebrejdelse. Det kan være klienten ramt af socialfobi, som absolut ikke må fremtræde upassende overfor andre. Den panikangst-ramte som skammer sig over at ikke kunne styre sig selv. Eller personen med helbredsangst som er flov over at være bange for at have kræft. Tendensen bekræftes i forskningen, hvor følelser af skam ses direkte forbundne med socialfobi og generel angst.
Skam er som følelse rettet mod selvet og optaget af andres evaluering og blik. Det bliver dog netop dobbeltmoralsk, da den angstramte aldrig kunne drømme om, at anlægge et sådant blik og evaluering på andre end sig selv.
Det kunne være lægen som klarede et yderst krævende job samt familie med kone og tre børn, men som skammede sig over at ikke kunne styre sine følelser hele tiden. Han var rummelig overfor andre, kunne se nuanceret på de mest komplekse sager, men bebrejdede sig selv at blive ked af det når han var presset i perioder. Eller pensionisten der skulle bage en kage til eftermiddagskaffe med nogle nærtstående, men som frygtede at den ville mislykkes og de så ville tænke skidt om hende. Hun kunne ikke huske dette nogensinde var sket, og ville aldrig tænke sådan om andre med en mislykket kage. At urimeligt være ”sin egen værste kritiker” synes altså ganske relevant ved angstlidelserne.
Den franske filosof Albert Camus peger i sin novelle ”Faldet” på noget grundlæggende i os, som måske kan forklare den indadvendte dobbeltmoral. Hans karakter Jean-Baptiste Clamence udtaler:
”Ja sådan må helvede være: Gader med skilte og ingen mulighed for at forklare sig. Man er klassificeret, én gang for alle”.
Camus kredser igennem hele novellen om den ydre dom fra andre, men især den indadvendte domfældelse vi uvægerligt må møde. Mon ikke det er grundlæggende for os som mennesker at frygte klassifikationen, at blive set af andre og især os selv som ikke gode nok. Hvis vi således er tilbøjelige til indadvendt domfældelse, så er der i et individualiseret samfund hvor selvkritik er mere berettiget end samfundskritik, ikke langt til dobbeltmoralen mod os selv. Den dobbeltmoral hvor vi opstiller helt urimelige krav til os selv. Hvor vi aldrig må fejle, hvor vi altid kan gøre det bedre. Hvor vi aldrig er helt gode nok, mens alle andre virker helt fine.
Vi må huske at ironisk sige til os selv, at ”moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt er så godt”, når vi endnu engang bebrejder os selv for noget, som vi aldrig kunne finde på at bebrejde andre.
Comments