Kan det være en kunst at være bange? Ja hvis man spørger Peter Elsass, professor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet. I hans fremragende bog ”Kunsten at være bange” gennemgår han en bred række af de forhold vi som mennesker kan frygte, herunder bl.a.: Krig, terror, stress, kræft, ensomhed og døden. Det kunstneriske element fremføres i bogen igennem den heltemodige håndtering og trods af disse frygt-temaer. Peter fremfører eksempler på helte der må siges at spænde vidt, fra: Viktor Frankl, Sara Omar til noget så overraskende som Jim Jones.
Bogen er opdelt i kapitler dedikeret til de enkelte frygt-temaer. Strukturen er typisk en gennemgang af historiske forhold i hvordan frygten har udviklet sig over tid, og hvordan de ser ud i dagens samfund.
Et godt eksempel er kapitlet med gennemgangen af stress. Her tager kapitlet udgangspunkt i en konkret case hvor Peter Elsass var indhentet som ekstern supervisor på en revalideringsklinik for sygemeldte. Igennem casen, og den efterfølgende historiske gennemgang af stressbegrebet, tydeliggør kapitlet hvordan det oprindelige begreb Asthenia blev til stress. Asthenia blev brugt allerede i 1700-tallet om træthedstilstande udløst af overanstrengelse. Her var opfattelsen, at den oplevede træthed var en konsekvens af især ydre forhold, bl.a. i arbejdets indretning, økonomiske vanskeligheder og samfundets indretning. Peter Elsass påpeger, som andre før ham, at i det nuværende præstationssamfund er stress blevet et individuelt anliggende hvor fokus rettes mod indre forhold. Indre forhold der bedst behandles med selvudvikling, gerne med en jagt efter et autentisk selv krydret med mindfulness. Kapitlets helte spænder fra to læger i 1800-tallet (George M. Beard og Knud Pontoppidan) samt en nulevende psykolog (Nadja Prætorius), der alle tre har det til fælles at de gør oprør mod individualiseringen af stress og insisterer på fokus på de stressende eksterne faktorer.
Vent Jim Jones som helt? Jim Jones blev if. Peter Elsass faktisk opfattet som en helt i visse kredse helt frem til 18. november 1978. Det var datoen for det kollektive selvmord i Jonestown, Guyana hvor 914 personer døde. Peter havde været på besøg i kulten 10 dage forinden for at interviewe beboerne og Jim Jones selv. Han måtte efterfølgende erkende, at han ingen anelse havde om den forestående katastrofe., og faktisk havde følt sig nærmest forført af kultlederen. Jones inkluderes i bogen som en helt, netop som en vigtig lektie: Vær varsom med hvem du ser som en helt!
Bogen er gennemgående krydret med sådanne anekdoter fra Peter Elsass’ eget liv, der må siges at være fascinerende læsning i sig selv.
Jeg kan kun anbefale Peter Elsass’ bog. Den giver en effektiv begrebsmæssig og historisk indføring i de ting vi frygter, og samtidig anvises den heltemodige og trodsige tilgang til frygten. Man sidder faktisk tilbage med en fornemmelse af, at det kan være en kunst at være bange.
Comments